Historie

Mini_imagestaeppeForsideEM. Meyers Eftf. A/S er etableret i 1834 af malermester Jørgen Ernst Meyer, og er dermed Danmarks ældste gulventreprenørvirksomhed. I starten blev der produceret gulvvoksduge med stor efterspørgsel. Succesen var så stor at produktionen ikke kunne følge med, og da pladsen blev for trang, måtte virksomheden flytte til større lokaler. Samtidig blev der også mulighed for at optage en fabrikation af dekorerede blikvarer, bakker og ovnskærme.

Gulvbelægning ved Emil Meyer
Efter introduktionen af det slidstærke Walton-Linoleum på det danske marked besluttede de to brødre, Axel og Emil Meyer, som havde overtaget virksomheden efter først faderens og dernæst moderens død, at fortsætte som gulvbelægningsvirksomhed. Det betød samtidig at blikvarefabrikationen blev solgt og gulvvoksdugsproduktionen blev nedlagt. Gulvbelægningsvirksomheden fortsatte under navnet Em. Meyer med den ene bror, Emil Meyer, ved roret. Efter trange tider under første verdenskrig, blomstrede virksomheden atter. Væksten var så stor at forholdene nok en gang blev for trange. Em. Meyer flyttede derfor fra Jorcks Passage til større og bedre lokaler i Krystalgade i 1926. Emil Meyer døde i 1930 uden at efterlade sig arvinge til virksomheden. Af den grund efterlod han i sit testamente virksomheden til sin mangeårige medarbejder, E. R. Tjørn.

Trange kår og restriktioner
Kort før 100 års jubilæet den 28. juni 1934 flyttede gulvbelægningsvirksomheden igen lokaler, denne gang til Farvergade. Da Em. Meyer Eftf. stadig var i vækst, til trods for trange kår grundet importrestriktioner og tiltagende arbejdsløshed, blev 100 års jubilæet fejret på behørig vis med medarbejderne. Som for de fleste andre betød anden verdenskrig stagnation i EM. Meyers Eftf., selv om de foregående år havde budt på udvikling af nye metoder og optagelse af flere nye gulvbelægningsmaterialer. Virksomheden tog afstand fra den tyske besættelsesmagt, hvilket resulterede i at man ikke fik andel i de i øvrigt meget små tildelinger af linoleum fra de tyske fabrikker. Umiddelbart efter krigen var man løbet tør for materialer. Så tør at linoleumsbelægningen i butikken og kontoret var blev taget op og anvendt til nødtørftige reparationer på kommunens hospitaler. Tjørn jun., E.R. Tjørns søn og prokurist, var så heldig at få visum til indrejse og ophold i England, hvor det lykkedes ham at få samlet et stort parti linoleum og få det afskibet til København.

Effektiviseringer med succes
I 1956 omdannedes virksomheden til et familieaktieselskab med Tjørn senior og Tjørn junior som ligestillede direktører. EM. Meyers Eftf. A/S optog forhandling og pålægning af de nye plastmaterialer, der kom på markedet. I de vanskelige efterkrigsår fandt der effektiviseringer og rationaliseringer sted i virksomheden. Som eksempel kan nævnes konstruktionen af en maskine, der med stor nøjagtighed kunne skære fliser i forskellige størrelser, hvilket betød bedre udnyttelse af spild fra opskæring af banevarer.

Ny ejer – nye tider
Efter E. R. Tjørns død i 1968 var Tjørn junior alene ved roret. De følgende år bød på skærpet konkurrence, stigende inflation samt forøgede udgifter til lovpligtige sociale foranstaltninger. Grundet de dårlige økonomiske forhold besluttede Tjørn jun. at likvidere selskabet og afhænde virksomheden til Eiler Nielsen i 1978. Tre måneder efter overtagelsen flyttede EM. Meyers Eftf. A/S nok engang til nye lokaler. Denne gang til Artillerivej, hvor huslejen var billigere og lagerfaciliteterne bedre. I det hele taget markerede Eiler Nielsens overtagelse nye og mere moderne tider. Virksomheden blev gjort tidssvarende gennem eksempelvis indførelse af elektronisk lagerstyring. Medarbejderne havde desuden hidtil været kontant ugelønnede, men Eiler Nielsen indførte i stedet bankoverført fjorten-dages løn. Disse og andre effektiviserende tiltag medvirkede til at den gamle, velrenommerede virksomhed kom på fode igen. Fra 1983 blev virksomheden udvidet til også at omfatte levering og montering af gardiner, persienner, mørklægning, solafskærmning og markiser. I år 2000 flyttede EM. Meyers Eftf. A/S igen til nye lokaler på Hammerholmen på Avedøre Holme, hvor virksomheden holder til i dag.

Vi beskæftiger os på nuværende tidspunkt primært med leverancer til stat, amt, kommuner samt virksomheder, kontorer, butikker og boligforeninger.